Anmeldelse af Kenneth Reinicke (2018): Mænd der krænker kvinder

Anmeldelse af Kenneth Reinicke: “Mænd der krænker kvinder”

Kenneth Reinicke´s bog “Mænd der krænker kvinder” udkom i oktober 2018 på forlaget Samfundslitteratur. Den er på 217 sider.

For at starte med det positive: Den er skrevet i et letlæst sprog. Der er referencer til alle påstande.

Kenneth Reinicke er mandeforsker på RUC – dvs. et sted, hvor man kun kan passe ind, hvis man er feminist. Han citerer nogle af de hårde feminister som Catharine MacKinnon og Sylvia Walby, der mener at mænd generelt holder kvinder nede. De mandeforskere han citerer i sin bog – Michael Kimmel, Jeff Hearn, R. W. Connell m.m. – er alle feminister, som fremstiller mænd som onde mennesker der burde forbedre sig.

Kønsforskningen omfatter kvindeforskning og mandeforskning. Kvinderforskning handler typisk om kvinder, som bliver udsat for overgreb fra mænd. Mandeforskning handler om mænd, som udsætter kvinder for overgreb. Forskellen er altså ens – begge slags “forskning”  handler om det samme.

I bogen her viser Reinicke sig som typisk mandeforsker i denne forstand. Hele bogen handler om nogen, der gør noget ondt mod nogen andre. De der gør ondt, er altid mænd. Overalt i bogen er kvinder udelukkende passive ofre, og vi hører intet om kvinder der måske gør noget forkert. Hvis kvinder udsætter sig selv for særlig risiko – f.eks. ved at gå alene hjem gennem byen en mørk nat – så er der intet forkert ved den adfærd. Hvis der sker noget, så er det mændenes skyld. Som hovedregel bliver alt i bogen anskuet fra kvinders synsvinkel. Reinicke adskiller sig dog på ét væsentligt punkt fra den typiske radikale feminist: Feministen ser overgreb mod kvinder som udtryk for en generel kultur, som alle mænd uden undtagelse er en del af – alle mænd er potentielle overgrebsmænd. Reinicke, derimod, siger visse steder i bogen at det er kun nogle mænd, der begår overgreb, og at man ikke skal fordømme alle mænd. Han skriver i indledningen, at man skal på alle tænkelige måder undgå at tale mænd ned eller dæmonisere mænd.  Han skriver senere om #MeToo bevægelsen: “Det er vigtigt, at bevægelsen ikke bliver et hævntogt, men derimod udvikler sig til en fair og konstruktiv diskussion om, hvordan vi kommer krænkelserne til livs. ”

Reinicke huske at nævne nogle af de mange sider at tilværelsen, hvor mænd er dårligere stillet end kvinder. Han bruger en hel side på at opremse nogle af disse forhold (s. 73). Han husker også at nævne et af de selvmord, der blev et resultat af #MeToo kampagnen (s. 190). Men i langt hovedparten af teksten er rollefordelingen klar: Mændene er de onde, og kvinderne de uskyldige ofre. Reinicke skriver da også selv i indledningen: “Bogen er feministisk inspireret og skrevet ud fra et kritisk maskulinitetsperspektiv” (det vil sige at emnet er at kritisere maskulin adfærd). Og side 78 skriver han: “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”

Der præsenteres fem forskellige mulige forklaringer på hvorfor seksuel chikane forekommer.

Den første mulige forklaring er den biologiske – at mænd har en medfødt trang til at være seksuelt aggressive og udfarende. Den forklaring forkaster han. Hvis den skulle være rigtig, så skulle seksuel chikane især forekomme under den proces, der leder frem til pardannelse, altså i samspillet mellem passende partnere. Men faktisk forekommer seksuel chikane især mellem en meget ældre, magtfuld mand, og en ung, underordnet kvinde, siges det. Det tages som bevis på, at forklaringen ikke er biologisk. I stedet ses seksuel chikane som udslag af mænds ønske om at få magt over andre. Og den vinkel danner basis for resten af bogen. Når en mand får lyst til at klaske en kvinde i hendes bagdel, er det altså ifølge bogen ikke fordi han er seksuelt tiltrukket af hende, men fordi han ønsker at ydmyge hende og få magt over hende. Denne opfattelse stammer tilbage fra Catharine MacKinnon og er en grundpille i feminismen. Andre indvender, at chikanen langt overvejende rammer unge kvinder, som er de seksuelt mest attraktive, dvs. sex må være motivet. Hvis magt havde været motivet, så ville mændene især chikanere lidt ældre kvinder, som er på vej til at få magt, for at holde dem nede. Men det er ikke hvad vi ser. Så det er ikke et led i en magtkamp. Men denne indvending har ikke fundet plads i Reinickes spalter.

Bogen er mest en gennemgang af hvad andre har fundet frem til, og indeholder ikke ret meget stof som Reinicke selv har fundet frem. Hans mest selvstændige bidrag er at han har gennemgået opslagene på den danske del af hjemmesiden “Everyday sexism project”. Han citerer Tobias Petersen fra “Reel Ligestilling” for at sige, at ingen kan vide om historierne på Everyday Sexism project er sande. Men han tager dem alligevel for pålydende med den begrundelse, at hjemmesidens mission om at være med til at sætte sexisme på dagsordenen må siges at overskygge indvendingerne imod hjemmesidens eksistens og dens indbyggede metodeproblemer.

Ifølge Reinicke er der ikke nogen nedre grænse for, hvor små bagateller der kan betegnes seksuel chikane. “De hyppigste former for seksuelt chikanerende adfærd består af seksuelle kommentarer/jokes og seksuelt betonede blikke”. Hvis en mand ser, kigger eller stirrer på en kvinde på en måde, som hun finder ubehagelig, er det seksuel chikane. Virkningen hos den krænkede person afgør, om der er tale om sexchikane, og ikke hensigterne for den person, der udøver chikanen (s. 49). Og mænd skal kunne dømmes hårdere for disse ting end de bliver nu. Det er “blevet foreslået, at man burde sætte et “0” mere bag på bøderne, så godtgørelserne ikke i gennemsnit lå på 25.000 kroner, men i stedet 250.000 kroner.” (s. 50). Så altså – hvis man bare kigger på en kvinde på en forkert måde, så skal man kunne idømmes kæmpebøder. Et sådant system vil gøre samfundet til et kvinde-despoti, hvor mænd er fredløse og når som helst kan dømmes næsten uden anledning.

Reinicke gennemgår udførligt hvad feministen Beth Quinn mener om “Girl watching”. Herved forstås, at mænd i grupper betagter de kvinder, der passerer forbi, og kommenterer deres udseende eller sex appeal. På dansk hedder det vel at man “går ud og ser på damer”. Dette opfattes som et spil hvor mænd viser sig over for hinanden, et spil hvor kvindens rolle er ret ligegyldig, og hvor det er afgørende for de deltagende mænd at de ikke har nogen empati for kvinderne. Girl watching kan måske “skyldes at mænd ikke har viden om eller empatisk sans til at sætte sig ind i kvindens situation og følelser . . I sin mest alvorlige form kan girl watching fungere som en bevidst magtstrategi”. (s. 96). Mænd er altså onde, hvis de kigger på kvinder. Her skal man huske, at Reinicke forkaster den mulige biologiske forklaring – at mænd har en medfødt trang til kigge på kvinder og beundre deres smukke udseende. Så altså, husk det allesammen: Det er forbryderisk at kigge på kvinder. Reinicke roser da også den nye tendens, hvor skønhedskonkurrencen “Miss America” i 2018 ikke længere vil fokusere på de kvindelige deltageres kroppe. Og om Everyday Sexism Project konkluderes: “De fleste fortællinger vidner om, at mange kvinder overordnet set tager afstand fra at blive evalueret med kommentarer om deres krop og udseende.” (s. 135).

For Reinicke og andre feminister går der en lige linje fra de mest bagatelagtige overgreb, så som at kigge på en kvinde, og så til grov seksuel vold. Småt og stort slås ofte sammen i samme kategori. På side 158 står der således: “Derudover omfatter offentlig seksuel chikane bl.a. uønsket piften/fløjten, udstilling af lystne blikke, sexistiske eller homofobiske kommentarer eller vedvarende anmodninger om personlige oplysninger (navn, nummer eller bopæl), efter at de har sagt nej, seksuelle navne, kommentarer og krav, offentlig onani, befamling og milde former for seksuelle krænkelser.”

Reinicke har tidligere skrevet meget fordømmende om prostitution – et fænomen som han anskuer udelukkende som det ser ud med kræneklsesparate kvinders øjne. Han synes at man skal gøre som i Sverige og kriminalisere mandlige prostitutionskunder. “Den feministiske tradition har holdt fast i, at ansvaret for mænds destruktive handlinger skal placeres hos mændene” (s. 75).

Reinicke kritiserer (s. 65 – 72 og s. 164), at mændene ikke selv diskuterer deres kønsroller, men tager dem for givet uden at tænke over dem. Han taler om “den modstand, der eksisterer mod at problematisere det mandlige køn” og spørger: “Men hvorfor er mange mænd tavse i ligestillingsspørgsmål?”. “Det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden”. Han henviser til en artikel af Vera Rosenbeck på Altinget, med overskriften “Kom nu ind i #MeToo kampagnen, mænd”, hvor hun spørger: “Hvor fanden er mændene henne i den her debat?”.

Når jeg læser det, bliver jeg vred. Personligt har jeg gjort en kraftanstrengelse for at få et mandligt synspunkt frem i debatten. Jeg har brugt så mange timer, at jeg ikke kan tælle dem, og investeret hundredtusinder af kroner i bøger, som folk ikke vil læse. Når jeg sender debatindlæg til aviserne, bliver de ikke optaget. Alle mine intense anstrengelser bliver tiet ihjel. Det samme gælder for alle andre mænd i ind- og udland, der har synspunkter, der minder om mine – de bliver stoppet af den massive og udbredte feministiske censur. Feminister har så meget magt i medie- og forlagsverdenen, at de kan bortcensurere uønskede synspunkter. Når Reinicke efterlyser at mænd ytrer sig mere, så er det åbenbart fordi han vil have flere mænd til at understøtte sin egen synsvinkel. Men det er der kun få mænd, der vil. De fleste mænd er nok dybt uenige med Reinicke; men disse mænd får ikke lov at blive hørt. Et betydeligt antal mænd forsøger at råbe offentligheden op, men forgæves. Og når så feminister som Reinicke kritiserer mændene for ikke at ville sige noget, så er det en uforskammet hån. Her repræsenterer Reinicke magten, og han undertrykker og håner dem, der ikke har del i den magt.

Der er et afsnit i bogen, der har overskriften “De helt ekstreme mænd”. Hvem er det så? Det viser sig, at det er dem der ikke har nogen partner – de ensomme mænd der kalder sig incels. Her giver Reinicke ordet til Michael Kimmel, når vi skal belæres om, hvad incels er for nogen. Det er angiveligt mænd der mener, at det er kvinders skyld, at de er ulykkelige. Og i desperation er der så nogle få incels, som begår uhyggelige forbrydelser og slår andre ihjel.

Reinicke kritiserer igen og igen mænd for ikke at have empati nok til at forstå kvinder. Men empati for mænd er ikke et emne. Det første, incels har brug for, er empati og at man forstå dem. Man skal forstå, at incels føler at verden er dybt uretfærdig. Incels er de pæne fyre, der netop er opdraget til empati for kvinder og til at respektere kvinders grænser. De opdager så, at netop den opdragelse gør, at kvinder ikke vil have dem. De opdager, at de der har succes hos kvinderne, dels er dem med mange penge, og dels de frække fyre, der netop overskrider kvinders grænser. Det er de forkerte mænd, der vinder. Hvis man opfører sig pænt, bliver man straffet med ensomhed. Hvis man opfører sig som en badboy, bliver man belønnet. Hvis den smukke lyshårede pige i klassen foragter den pæne incel-fyr og i stedet dater badboy-typen, så forråder denne smukke lyshårede pige alle de værdier, som incel-fyren er opdraget til at værdsætte. Det er en bombe under hele samfundsordenen. Fyren opdager, at han er blevet narret og forrådt – han er opdraget til at blive sådan, at ingen vil vide af ham. Det bliver mange incel-fyre – med rette – meget vrede over, og enkelte af dem bliver så vrede, at de gør det uforsvarlige at slå andre mennesker ihjel.

De pæne fyre, som ingen kvinder vil have, er de indadvendte fyre der lider under selvbebrejdelser – dem der hele tiden spørger sig selv, om de gør nok for at tage hensyn til andre. Og derfor vil jeg voldsomt kritisere, at hele Reinickes bog, fra første til sidste side, går ud på at stimulere mænd til selvbebrejdelser. “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.” (s. 164). “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” (s. 107).

Det værste man kan gøre mod mænd i dag, er at gøre dem endnu svagere, endnu mere selvbebrejdende, endnu mere villige til at tage mere hensyn til andre end sig selv, endnu mere tolerante over at få deres personlige grænser overskredet. Jo mere man opdrager unge eller voksne mænd til dette, jo flere incels skaber man, jo flere enlige mødre skaber man, og jo flere mandehadende feminister skaber man. Og jo flere incels man skaber, jo større er risikoen for at nogle af dem bliver så desperate og så vrede, at de slår andre mennesker ihjel. Det er, hvad der kan komme ud af manglende empati for mænd.

Der er dog også en smule forståelse for mænds problemer i bogen. Reinicke refererer (s. 101), at dagbladet Information i februar 2018 påbegyndte en artikelserie og podcast om seksuelle grænser og gråzoner set ud fra mandens perspektiv. Her kunne mænd fortælle om oplevelser med at overtræde andres seksuelle grænser. Det bliver også nævnt, at flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser (s. 149). Der er gråzoneområder, hvor manden og kvinden opfatter det, der er sket, forskelligt (s. 172). Reinicke går ikke uden om nævne mænds problemer med, at kvnder som siger “nej”, måske mener “ja”. “Det kan være svært for drenge at finde ud af, om de er attraktive nok til, at de kan tillade sig at blive ved med “køre på” i et seksuelt erobringsforsøg. En af mændene fra podcasten fortalte, at han havde snakket med en veninde, som havde klaget over en for vedholdende interesse fra en fyr, hvorefter han havde spurgt hende om følgende: “Men hvad hvis det havde været en lækker fyr?” ” (s. 113).

Når Reinicke kommer ind på sådanne dilemmaer, nærmer han sig en fremstilling, der viser forståelse for mænds problemer og kan bringe debatten videre. Men de afsnit der viser en sådan forståelse, udgør kun en ganske ringe del af hele bogen. Om langt hovedparten af bogen må jeg sige, at jeg er dybt, dybt uenig side op og side ned, og at bogen stort set vil skade mænds sag.

KOMMENTARER TIL DIVERSE PUNKTER II BOGEN

Ovennævnte anmeldelse giver mit generelle indtryk af bogen. Der er så mange ting i bogen, jeg er uenig i, at hvis jeg skulle give en udtømmende kritik, vil det fylde noget der nærmer sig det samme sideantal som bogen selv.
Jeg vil her blot give nogle specifikke kommentarer til en række punkter.

S. 25: “De fleste mennesker kan blive enige om, at seksuelle modydelser i bytte for jobmæssig forfremmelse . . . er grov seksuel chikane.” Nej, det tror jeg ikke de fleste mennesker kan blive enige om. Der er tale om en byttehandel, og det kan diskuteres, hvor meget vægt der skal lægges på fordelen for den ene part, og fordelen for den anden part. I sagen med Harvey Weinstein fremgår det mere og mere, at de påståede seksuelle overgreb i betydeligt omfang var byttehandler, hvor kvinden frivilligt gik med til sex.

S. 33: “Deraf skal man selvfølgelig passe på med at sige, at der ikke er nogen “som sådan”, der er skyldige, fordi det er en hel kultur, der er med til at skabe det, men seksuel chikane kan udspille sig meget bredt . . “. Mener Reinicke, eller mener han ikke, at der er en generel kultur som skaber den skesuelle chikane?

S. 35: I 82 procent af tilfældene er chikanøren en overordnet, og kun 14 procent er kolleger. Dette kan så sammenholdes med s. 43:
61,7 % af krænkerne er kunder/klienter/patienter. 14,2 % er ledere, 29,3 % er kollegaer, og 3,9 % er underordnede. Og side 44: Det er . . . i overenstemmelse med international forskning, at det oftere er kollegaer end ledere, der udøver seksuel chikane.
Tingene passer ikke sammen her. Det ene sted er krænkerne langt overvejende ledere, det andet sted er det kunder/klienter, så som senile gamle mænd på sygehuse, eller åndssvage.
Dette kan man så sammenligne med s. 54 og andre steder, hvor det bruges som argument, at krænkeren oftest er kvindens chef, hvilket tages som tegn på, at krænkelser handler om at udøve magt og ikke har en biologisk forklaring.

S. 39: Omsorgsmedarbejdere er hyppigere udsat for uønsket seksuel opmærksomhed end alle andre faggrupper. Det er jo ikke det, der fremhæves i den offentlige debat om MeToo. Så det er vel den offentlige debat, der har et skævt fokus?

S. 40: For 67 procent har hændelserne haft en betydning for deres efterfølgende arbejdsliv og psykiske tilstand: Dette er et rimeligt kriterium at anlægge. Det vigtigste må være, om episoderne faktisk har skadet kvinden f.eks. ved at afbøje hendes karriere. Det er også det kritierium, som blev anlagt af undertegnede og Søren Grinderslev Hansen i vores kronik i filmbladet Ekko  – her tog vi de beretninger alvorligt, hvor der kunne tænkes at være en skade på kvindens karriere. Men se nedenfor, kommentaren til s. 185.

S. 43: en lige så stor del har oplevet upassende blikke m.v.:
Hvis bare en mand ser på en kvinde, så er han altså potentielt en krænker. Han kan aldrig vide, om kvinden føler hans blik passende eller upassende; så hvis han ikke vil krænke nogen, skal han altid undgå at se på kvinder og vende hovedet den anden vej. Mon ikke også dét vil føles krænkende? Med andre ord: Hvis blot et blik kan rubriceres som krænkende, så er der ikke noget en mand kan gøre for at undgå at krænke, for han vil altid risikere at hans blik tiflældigt hviler på en kvinde. Kun blinde mænd kan undgå dette.

S. 50: Bøder på 250.000 kroner:
Det er ganske horribelt at snakke om bøder i den størrelsesorden for hændelsesforløb, hvor manden måske ikke aner, at han har gjort noget forkert, og hvor kvinden alene skal definere hvorvidt det han gjorde, har krænket hende. Vi ser i praksis nogle ekstremt lave bagatelgrænser for hvad der opfattes som krænkelser. Nogle transkønnede finder det f.eks. som en alvorlig krænkelse, hvis man siger at kvinder ikke har penisser. Faktisk er det objeektivt sandt, at kvinder ikke har penisser. Det vil sige at man potentielt kan blive idømt en bøde på en kvart million kroner for at sige noget, som 99 % af befolkningen mener er sandt. Det åbner for en heksejagt på mænd, hvor de vil vare i fare for økonomisk ruin ved anklager der kommer som lyn fra en klar himmel. På samme måde som mandlige studerende ved amerikanske universiteter risikerer livsødelæggende sanktioner (bortvisning fra universitetet) for anklager, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Mænd bliver jaget vildt der aldrig nogensinde kan føle sig sikkert.

S. 54: Afvisningen af den biologiske model er ekstremt tynd og latterligt useriøs. Det er velkendt viden, at mænds (og kvinders) sex-drift stimuleres af hormonet testosteron, og at fristelsen til at foretage sig noget seksuelt derfor hænger sammen med testosteron-niveauet. I det helle taget er det latterligt useriøst og ensidgt at skrive en hel bog om seksuelle krænkelser hvor det afvises, at seksuel adfærd, herunder krænkelser, har noget med biologi at gøre.
Når krænkelser især rammer unge kvinder, typisk i 20-års alderen, så hænger det sammen med, at kvinder i den alder er mest seksuelt attraktive for mænd. Det er der gode biologiske grunde til. At ignorere det er tåbeligt.

S. 55: “. .  mænd og kvinder socialiserers på en måde, så det bliver naturligt for mænd at fremstå aggressive og udfarende, og kvinder socialiseres til at være passivt accepterende.” Ja, det er den sociokulturelle teori, og den er der ikke meget hold i. Mænds udfarende og aggressive adfærd hænger sammen med hormonet testosteron, og den har en vigtig rolle i det spil, hvor de to køn finder sammen. Forsøg på at ignorere dét bør ikke tages alvorligt.

S. 56: “Den organisatoriske model forekommer virkelighedsnær og er empirisk afprøvet.”
Der er intet bevis for, at magtforhold er forklaringen på seksuel chikane. Hvis man ønsker at støtte sig på hvad der er virkelighedsnært og empirisk afprøvet, skulle man hellere støtte sig til de biologiske forklaringer.

S. 60: “Opsummerende om de forskellige modeller kan man sige, at den biologiske model fremstår meget forenklet og generaliseret.”
Dette er ekstremt tendentiøst formuleret, så tendentiøst, at det ikke burde finde plads i et skrift fra en universitetsansat person. Det er tydeligt, at grunden til at Reinicke afskriver den biologiske model på den måde, er at han rent subjektivt ikke kan lide den. De andre nævnte modeller er mindst lige så forenklede og generaliserede.

S 63: “. . . har mænd som forskningsobjekter ofte været neutrale, usynlige og kønsløse . . . ” Nej, bestemt ikke. Men den forskning der er udført, har en karakter, som Reinicke ikke kan lide, og derfor påstår han at den ikke findes.

S. 65: “Mænd er ligeledes ikke vant til at skulle forklare deres handlinger . . .. ”
Sikke noget vrøvl. og som skrevet i selve anmeldelsen er det en hån mod mig og mange andre mænd at påstå, at mænd ikke forsøger at ytre sig om køn. Mænd vil gerne ytre, sig; men det er feminister som Reinicke, der forhindrer dem i det, fordi de ikke kan lide de holdninger, som flertallet af mænd har. F.eks. lavede RUC d. 21. februar 2018 et facebook-opslag om et kommende seminar om MeToo. PÅ RUCs facebookside blev det pågældende opslag dog fjernet efter debat med mig og flere andre; man ønskede åbenbart ikke at vores synspunkter skulle høres. Jeg skrev efterfølgende personlige breve til oplægsholderne; ordlyden kan læses her. Disse breve blev ikke besvaret. Og bagefter skriver Reinicke så en bog hvor han over flere sider kritiserer, at mænd ikke ytrer sig om MeToo. Det er stinkende dobbeltmoral og et bevis på Reinickes manglende integritet.

S. 69-70: Camilla Paglia er stort set den eneste modstander mod feminismen, som omtales i bogen. Og hun citeres på en misvisende måde, der giver læseren det indtryk, at kvinder vil altid være i fare seksuelt. Det er en så grov ensidighed, at forfatteren i mine øjne fremstår som meget usympatisk.

S. 72: ” . . . det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden . . . “: Ja, og det skyldes feminister som Reinicke, der konsekvent nægter folk med anderledes meninger at komme til orde.

S. 75: Reinickes syn på prostitution, og hans sympati med den svenske opfattelse, er meget ensidig. Prostitution er i de fleste tilfælde unægteligt en byttehandel, hvor begge parter får noget ud af det. At Reinicke benægter det, betyder at jeg ikke kan respektere hans synsvinkel.

S. 76: ” . . en forestilling om, at det patriarkalske samfund ud over at nægte kvinder sociale og juridiske rettigheder også har undladt at fordømme mænds amoralske og voldelige handlinger.” Hvis Reinicke har den opfattelse, så lever han i en helt, helt anden verden end os andre.

S. 76:  . . . at den i nogen grad kun er skamfuld at blive udsat for, men ikke nødvendigvis at udøve.”
Vrøvl, simpelthen.

S. 77: Vold er en overskridelse af uskrevne normer, men det er udøvelse af seksuel chikane ikke på samme måde:
Jamen hvis man inkluderer selv de mindste bagateller under seksuel chikane, så som lystne blikke, så kan det ikke undre at man dermed inklduerer handlinger som ikke overskrider samfundets normer.

S. 78: : “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”
Som jeg har påpeget i bogen “Humaniora – videnskab eller varm luft”, kan jeg ikke anerkende socialkonstruktionisme som en valid betragtningsmåde, da der ikke findes nogen evidens til at bakke den op. At Reinicke vælger denne tilgang, betyder altså, at han benytter en tilgang, som jeg ikke kan anerkende som videnskabelig. Og formålet hermed er subjektivt: At udfordre nogle naturgivne forestillinger. Hvorfra ved Reinicke, at disse forestillinger er naturgivne? Måske er de baserede på evidens? Og hvorfor skal de udfordres? Ønsket om at udfordre synes at være subjektivt.

S. 81: ” . . . at mænds seksualitet ikke er en statisk størrelse, men derimod står til at forandre. ” Prøv at fortælle det til de homoseksuelle, som er udsat for ønsker om at de skifter til at blive heteroseksuelle. Seksualitet er især bestemt af hormoner, og uden at ændre på hormonerne kan man næppe ændre seksualiteten.

S. 87: ” . . . ønsket om at dominere kvinder er et væsentligt motiv til at udøve seksuel chikane.” Tjah, hvor meget skal der til for at kalde det væsentligt? Det er ikke hovedmotivet, og ofte indgår det slet ikke som motiv.

S. 90: “Flere studier har påpeget en sammenhæng mellem tilbøjelighed til udøvelse af seksuel chikane og accept af vold mod kvinder.”
Tænk engang! Forholder det sig virkelig sådan? Hvad skulle vi dog gøre uden kønsforskningen, så ville vi slet ikke ane, at der var en sådan sammenhæng?

S. 100: “Det er svært at give et entydigt billede af den typiske mand, som udøver seksuel chikane.”
Ja, men så er hele dette kapitel ikke lykkedes. Måske fordi Reinickes tilgang til problemet ikke er frugtbar.

S. 103: Populærkulturelle forestillnger, der forsvare seksuel chikane:
Man kan lære mere nyttigt om forholdet mellem kønnene ved at studere denne populærkultur, end ved at læse hele Reinickes bog. Hvis f.eks. en bog som “Fifty shades of grey”  sælger i millionvis af eksemplarer, så siger det noget om kvinders forhold til at blive domineret af en mand. Dette ignorerer Reinicke fuldstændig.

S. 104: Din mund siger `nej´, men øjnene siger `ja´:
Det forekommer jo ikke kun i populærkulturen, men også i virkeligheden. Det er belyst ved en række videnskabelige undersøgelser, som Reinicke nok ikke kender, fordi feminister ikke kan lide konklusionerne og derfor ignorerer dem.

S. 105: “Det er meget sigende for usynliggørelsen og accepten af seksuel chikane, at en så stærk objektliggørelse af en kvinde kan ende med at  blive en slags mainstreamet populærkulturelt kunstobjekt.”
Vrøvl. Italienske mænd har altid været meget pågående i deres interesse for smukke kvinder, og en enlig smuk kvinde har heller ikke tidligere kunnet gå alene på gaden i Italien uden at masser af mænd trænger sig på. Det er ikke chikane. Det er mænds ubændige tiltrækning til en smuk kvinde.
Hvad angår at betragte en smuk kvinde som et objekt, så skal man huske at nævne, at mange kvinder øsnker at blive betragtet som objekter for at tiltrække de mænd, de ønsker at tiltrække. Kvinder klæder sig faktisk sexet, hvis de ønsker at blive set som sex-objekter. De gør det bevidst, med vilje. Og man skal også huske, at der er mindst lige så meget objektgørelse den modsatte vej rundt. Hvad er mest ydmygende: At blive reduceret til en smuk krop, eller at blive reduceret til en bankkonto, man kan trække næsten ubegrænset på?

S. 107: “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” .
Andetsteds læser vi tværtimod, at mænd lukker deres følelser ude, og skal blive bedre til at mærke deres egne følelser. Det hænger ikke sammen. Den eneste gennemgående tråd i fremstillingen er, at uanset hvad mænd gør, så bliver det altid kritiseret.

S. 109: ” . . . at det specielt for unge mennesker kan være svært at afkode de seksuelle koder i vores kultur . . .”. Ja, det er ikke bare svært. Det er for mange hartad umuligt. Hvis man vil skabe færre konflikter mellem mænd og kvnder, er det her, man skal sætte ind. Kvinders signaler er så tvetydige, ulogiske og underfundige, at det kræver meget undervisning at lære at tolke dem.

S. 109: ” . . . ikke alle mænd, der kan håndtere kompleksiteten . . . ” Netop. Det er måske endda flertallet af mænd, der ikke kan håndtere kompleksiteten. Tænk på, at ca. halvdelen af alle mænd bliver skilt, og dertil kommer de mange mænd, der aldrig bliver gift. Det skyldes ikke ond vilje fra mændenes side, men derimod, at kvnderne stiller dem på så hårde opgaver, at flertallet af mænd ikke har indsigt nok til at løse dem. At moralisere og skælde mænd ud for at være kriminelle, er at føje spot til skade. Vis dog empati for mænd, som i dag er stillet i en næsten uløselig situation, i stedet for at drive heksejagt på dem og dæmonisere dem.

S. 114: “Dette kræver, at manden skal være den opsøgende og potentielt grænseoverskridende. #MeToo bevægelsen kan i den sammenhæng være med til at skabe en gensidig forståelse af, at den måde, “spillet” er koreograferet og sammensat på, ikke er til gavn for hverken kvinder eller mænd. ”
Nej, det kan MeToo bevægelsen ikke.
En øget gensidig forståelse kræver dels, at man anerkender at en del af rolle-fordelingen er naturbestemt. Og dels kræver den, at kvinderne anerkender at de har 50 % af skylden for, at det hele er så vanskeligt. Stik imod dette består MeToo beveægesen i, at al skyld ensidigt lægges på mænd, og så mange mænd som muligt, mens kvinderne fraskriver sig enhver form for skyld eller ansvar. Derfor ser jeg MeToo bevægelsen som en garanti for, at der i mange år frem ikke vil opstå en gensidig forståelse.

S. 115: ” . . . man skal være god til at aflæse den anden person og kunne tolke situationen, tonelejet og kropssproget.”
Ja, og det har i mange år for mig selv været så vanskeligt, at det var helt umuligt. Jeg var totalt ude af stand til tolke disse ting. Totalt. Masser af mænd har samme problem. At vi har det problem, gør os ikke til onde eller kriminelle mennesker. Jeg vil snarere sige, at de kvinder, der stiller sådanne urimelige krav til tolkningsevner, og samtidig nægter at forklare hvilke signaler der skal tolkes hvordan, disse kvinder er snarere onde mennesker. De skaber problemer, hvor der ikke behøvede at være problemer.

S. 115: “Men det er en farlig cocktail at være dårlig til at læse signaler og udvise for meget aggressivitet.”
Ja, netop, og derfor er det tåbeligt at kvindernes tilgang til dette er at skælde mænd ud og dæmonisere dem, i stedt for at lære dem at tolke signaler.

S. 117: “Drenge er på ingen måde fra fødslen forudprogrammerede til at benægte følelser og undgå intimitet. ”
Ikke det? Jeg har været med til at undervise 4. klasse elever i at danse folkedans. Det kræver at de tager dansefatning på pigerne. For mange drenge i den alder er dét ekstremt grænseoverskridende, og mange drenge kan man slet ikke få til at røre ved pigerne. Hvor ved Reinicke fra, at en sådan adfærd, i tiden før puberteten, ikke er medfødt? Hvad angår at vise følelser, så er det ofte til stor skade for mænd, hvis de viser følelser. Der skal mod til at vise følelser, og manden risikerer at så snart han har vist følelser, benytter en kvinde den blottede flanke til at såre ham dybt. Jeg tror at det har hjulpet mænds overlevelse i fortiden ikke at vise følelser, og det er derfor muligt, at det er en medfødt tendens, der har bidraget til at sikre overlevelsen.

S. 117: ” . . har fremhævet, at drenge allerede i den tidlige barndom mister evnen til at sætte ord på deres følelsesliv.”
Hvordan kan man vide, at de har mistet evnen? Måske har de aldrig haft den, fordi det er medfødt ikke at tale om sine følelser.

S. 118-119:
Jeg tror ikke, at de grimme kommentarer er repræsentative for noget som helst. Men det er umuligt at afgøre, for Reinickes uvidenskabelige tilgang til ESP giver ingen mulighed for at vurdere, hvor selektivt han har udvalgt citaterne.
Når det gælder den kvinde som citerer “Så fed og klam og grim, som du er, din møgso, burde du da bære være glad for, at nogen vil”, så tvivler jeg på, at de ting er sagt af mænd. Efter min erfaring er det oftest kvinder, der kommer med så grimme kommentarer til andre kvinder.

S. 120:
“Hegemoniske mskulinitetsidealer, hvor man forherliger mod, handlekraft, magt og styrke, er en af hovedårsagerne til mænds krænkelser af kvinder. ”
Det er en helt uhyrlig og ganske uacceptabel sætning. Og der er intet belæg for den i kapitlet.

S. 149:
“Kvinder er socialiserede til at skulle tilpasse sig mænds begær.”
Det er socialkonstruktionistisk vrøvl. Hvis kvinder ikke tilpassede sig mænds begær, ville menneskeslægten holde op med at formere sig, så mon ikke denne såkaldte “tilpasning”  er biologisk indkodet?

S. 149: “Flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser, men hvis handlingen sker i gensidig respekt . . .”
Ja, første sætning i dette citat er meget vigtig og central for bogens emne. Men hvordan skal man afgøre, hvad der kan forstås ved gensidig respekt? Er det gensidig respekt at drille kvinden? Er de gensidig respekt at spille kold over for kvinden, for at få hende til arbejde hårdere for at vinde mandens interesse? Er det gensidig respekt at købe drinks til hende i forventning om at hun så føler sig forpligtet til en affære?

S. 149: “Nogle kvinder skriver også om den positive sexisme, hvor kvinden kan føle sig værdsat:”
Det var dog en sjælden indrømmelse, bogens indhold i øvrigt taget i betragtning.

S. 152: “Mænd socialiseres ind i en bestemt kønsrolle, hvori et konstituerende element er, at de skal performe deres maskulinitet på en udfarende vis.”
Hvorfra ved Reinicke, at den adfærd stammer fra socialisering, og ikke fra en biologisk disposition? Findes der nogen kulturer i verden, hvor mænd ikke performer deres maskulinitet på en udfarende vis?

S. 156: ” . . . både mænd og kvinder, som er opdraget med traditionelle kønsforestillinger, herunder forestillingen om mænds naturligt udfarende seksualitet, er mindre tilbøjelige til at vurdere hændelser som værende seksuel chikane.”
Ja, men så er verden altså mere harmonisk og mindre konfliktfyldt, hvis mænd og kvinder opdrages med traditionelle kønsforestillinger. Den moderne feminisme, derimod, gør mange kvinder krænkelsesparate og hypersensitive og får dem til at opfatte mænd, der opfører sig naturligt, som onde eller kriminelle mennesker. Det bliver verden kun mere konfliktfyldt af.

S. 157: “Fortællingerne handler i stor udstrækning om, at kvinder beskriver, at mænd ikke føler, at de skal afkode, om den, de nærmer sig, har lyst til at tale med dem, men tager for givet, at kvinder er interesseret . . . ”
Min kommentar: Ja, men det er desværre en ret generel erfaring, at mænd der uden videre går ud fra, at kvinderne er interesseret i dem, har mere held med at erobre kvinder, end andre mænd har. Mænd har god grund til at opføre sig på den måde – nemlig den grund, at den opførsel ofte fører til succes. Mænd der er tilbageholdende og som udgangspunkt går ud fra, at kvinden nok ikke er interesseret i dem, har dermod meget, meget ringe succes hos kvinderne.

S. 158: “Ofte drejer det sig også om manglende sociale færdigheder og ringe evne til at leve sig ind i andres behov, ligesom antisociale personlighedstræk og lavt selvværd kan have en betydning. ”
Her blander Reinicke tingene sammen på en ubehagelig måde. Der er himmelvid forskel på mænd der er for generte og har lavt selvværd, og som har svært ved at tolke hvad kvinder tænker, og så antisociale personer der fører sig frem med stor selvovervurdering og ignorerer andres behov.

S. 160: ” . . . maskulinitetskonceptet kan opfattes som en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd bl.a. kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante over for andre og optagede af at konkurrere og vinde hele tiden, fordi der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre denne opførsel acceptabel . . ”
Maskulinitet er ikke et koncept. Det er en del af menneskets natur. Det er også en del af menneskets natur, at mænd der er selvpromoverende og moderat arrogante og optagede af at konkurrere og vinde, har større succes hos kvinder end andre mænd, måske især fordi kvinder forventer at disse mænd får høje stillinger og kommer til at tjene mange penge, hvilket er centralt for kvinders vurdering af hvilke mænd de vil danne par med. Denne adfærd skyldes ikke at samfundet legitimerer den. Den “skyldes”  testosteron, og når først testosteron har skabt denne adfærd, så kan samfundet efterfølgende legitimere den adfærd.

S. 161: De helt ekstreme mænd.
Reinickes behandling af incel-fænomenet, og det at han her støtter sig på Michael Kimmel, gør i mine øjne dette til et horribelt afsnit, som beskrevet  nærmere ovenfor.

S. 164: “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.”
Nej, bestemt ikke. Problemet er, at mænd i for høj grad lytter, prøver at kigge indad og spørger sig selv, om de nogensinde har krænket andre mennesker. Et af kvinders vigtigste midler til at styre mænd er at give dem dårlig samvittighed, også når der ikke er grund til det. Mænd der lider af dårlig samvittighed er ikke attraktive for kvinder. Man kan sige at kvinder på den måde tester mænd for at mærke, om de er svage. Hvis de er svage nok til at få dårlig samvittighed over naturlig adfærd, så er de så svage, at kvinder kasserer dem som mulige partnere.
Jo mere mænd bringes til at ruge over problemer, kigge indad, bebrejde sig selv og få dårlig samvittighed over noget, som de dårligt nok kan bebrejdes, jo mere ødelægges mænd som muligt partnermateriale. Og jo mere forsøger kvinder at ydmyge mændene yderligere – svaghed inviterer til yderligere angreb. På denne måde er feminismen et ubevidst, men målrettet middel til at underminere mænds anseelse, og gøre dem så foragtelige, at kvinder helt vender sig væk fra dem. Et samfund hvor mænd tager så meget skyld på sig, som Reinicke og andre feminister ønsker, er et samfund på vej til at gå i opløsning.

S. 165: “Hvis seksuel chikane skal bekæmpes, handler det også om ikke at beskylde mænd for at være sexisitiske og generelt passe på med ikke at male et destruktivt billede af mænd. ”
Ja!!!!!!

S. 170: ” . . . kvinder f.eks. sammenlignet med mænd er mere tilbøjelige til at vurdere “quid pro quo”-scenarier som værende en trussel frem for en social udveksling.”
Muligvis, og i så fald er det måske også fordi kvinder er mindre ærlige over for deres egne motiver. Jeg tænker f.eks. på, at Harvey Weinstein har fået sex med rigtig mange kvinder, som gjorde det frivilligt for at gavne deres egen karriere, og at det er et almindeligt udtryk i visse brancher, at kvinder knepper sig til toppen.

S. 171: Den uagtsomme voldtægt
“Uagtsom voldtægt”  er efter min mening et frygtelig koncept, der gør mænd retsløse.

S. 179:  Hollabach videoen, som viser en kvindelig skuespiller, som i 10 timer går gennem New Yorks gader.
Min kommentar: Nej, den video er ikke en øjenåbner. Kvinden går bevidst igennem nogle af de hårdeste kvarterer i New York, og næsten samtlige mænd som kontakter eller chikanerer hende, er farvede / sorte. En del er narkohandlere. På den måde er videoen ikke repræsentativ. Alligevel forsøger feminister at bruge den til at udskælde . . . hvem? Pæne, ordentlige, hvide heteroseksuelle mænd, som netop meget sjældent gør den slags. Videoen gør mig vred, fordi den bruges som et middel til at dæmonisere uskyldige mænd der kun bestræber sig på at behandle kvinder hensynsfuldt.

S. 182:
Kan #MeToo-bevægelsen ikke også afstedkomme, at det bliver lettere for mænd at navigere?
Nej, tværtimod, MeToo gør hele verden til et minefelt, hvor manden aldrig ved, hvornår han uforvarende kommer til at træde på en mine. MeToo kan føre til at der bliver flere MGTOWs – mænd, der for en sikkerheds skyld undgår al kontakt med kvinder.

S. 182:
“Det er også undertrykkende for mænd at pålægge dem at være udfarende ud fra deres køn.”
Det er endnu mere undertrykkende for mænd at blive opdraget til ikke at være udfarende. Det har jeg prøvet, og det er den direkte vej til et ulykkeligt liv.
Jeg er træt af at feminister hævder, at deres bevægelse også er til mænds bedste. Nej, feminisme er ofte til skade for mænd. Når man lægger plusser og minusser sammen, vil jeg mene at feminisme alt i alt er til stor skade for mænd.

S. 185:
” . . i december 2017 blev 100 anonymiserede bidrag læst op af skuespillere på Edison Teateret . . . ”
Jeg har studeret de 100 bidrag, og sammen med Søren Grinderslev Hansen skrevet en kronik der behandler dem, i filmmagasinet Ekko. For at vurdere alvoren af de beskrevne episoder, har vi anvendt det kriterium, at en episode er alvorlig, hvis den potentielt kan bremse kvinden i hendes karriere, f.eks. få hende til at undgå at komme mere på institutionen. Dette er det samme kritierium som Reinicke selv omtaler på side 40. Ud fra det kriterium er 7 af de 100 episoder alvorlige. Men når man ser hvad Reinicke skriver på side 185, så præsenterer han kun afskyvækkende beretninger, f.eks. en mandlige skuespiller, der tager en skuespillerinde på brysterne i stedet for at give hende hånden. Jeg kan roligt konkludere, at Reinickes fremstilling her er meget lidt repræsentativ og så ensidig, at den er vildledende.

S. 186: Dansk #Time´s Up-manifest:
Ja, det hævdes at der er omfattende seksuel chikane i teater- og filmbranchen. Men der er ingen bevis for det, kun anonyme historier. Beretningerne handler overvejende om overgreb fra mænd i chefstillinger, og det hævdes, at “alle ved hvem de er”. Men når man konkret spørger skuespillere og andre om de selv kender til tilfælde af sexchikane, eller om de ved hvem disse overgribende chefer er, så svarer de alle nej.
I den forbindelse tænker jeg på, at mange kvinder tiltrækkes til mænd i chefstillinger – selv om de ikke nødvendigvis finder disse mænd sympatiske, tiltrækkes de ofte meget stærkt til dem. Det kan ske, at de har bevidste eller ubevidste drømme om at have sex med mandlige ledere, og på en eller anden måde kan det stimulere dem til sexede historier om sådanne mænd, mere eller mindre med basis i virkeligheden. I virkeligheden var mændenes tilnærmelser måske ikke så bastante som historierne siger. Vi har ingen mulighed for at tjekke, hvor sande historierne er. Så længe der ikke er sat navne på og rejst sager, og så længe ingen af dem man spørger, selv kender til nogen tilfælde, så må man have lov at forblive skeptisk.
S. 189: ” Hvordan kan man, og ikke mindst bør man, diskutere køn og magt efter #MeToo-bevægelsen?”
Godt spørgsmål. Mit svar er: I hvert fald ikke på den måde, som Reinicke lægger op til.

S. 190: Benny Fredriksson:
Ja, glem ikke at #MeToo har ført til selvmord blandt mindst 6 formentlig uskyldige mennesker.

S. 191: ” . . romantiske relationer kræver et frirum, som bevægelsen er ved at kvæle.”
Ja, netop.

S. 196: “Seksuel chikane har således været en begærnsende faktor for mange kvinders liv og virke.”
Hvor er dokumentationen for det?

S. 196: “MeToo-bevægelsen har sat gang i en samtale med det formål at afsøge og sætte ord på dilemmaer og grænser.”
Jeg kan ikke se MeToo-bevægelsen i et positivt lys, og jeg mener ikke at den har sat gang i en frugtbar samtale. Den har snarere skabt større kløfter og mere had.

S. 197: “#MeToo-bevægelsen viser, hvilke anseelige feministiske kræfter der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor rodfæstede mænds privilegier er, og hvor langt der er igen. ”
Mænd i dagens Danmark har ingen særlige privilegier. Min modstand mod MeToo og det meste af feminismen skyldes ikke, at jeg har privilegier at forsvare; den skyldes snarere, at jeg ikke har nogen privilegier. Jeg har f.eks. ikke det privelegium at kunne få mine ord hørt, for det forhindrer feministerne på RUC og alle mulige andre steder.
At tale om at der er langt igen, er latterligt. Kvinder har i dag flere privilegier end mænd – f.eks. i samværssager efter skilsmisse. Vi har lige muligheder for begge køn i de fleste andre sager.

S. 197: “Feminisme handler naturligvis ikke om at hade mænd, men om at afskaffe diskriminereing og undertrykkelse af kvinder.”
Protest.
Punkt 1: Der sker ikke i dagens Danmark mere undertrykkelse eller diskriminering af kvinder end af mænd.
Punkt 2: Feminisme handler lige netop om at hade mænd. Talrige af de klassiske feministiske skrifter fra omkring 1970 og årene derefter er fulde af grænseløst had til mænd, og i dag er det oplagt at henvise til den feministiske professor Suzanna Walters, der har skrevet at det er OK at hade alle mænd, og som ikke afviger ret meget i sine holdninger fra mange andre feministiske professorer.

S. 198: ” . . udover at være opmærksomme på usunde mandekulturer (mænd, som ikke respekterer et nej og misbruger deres magt) bør vi også fokusere på usunde kvindekulturer. Med denne betegnelse refereres til det forhold, at mange kvinder også har svært ved at sige fra over for mænds chikanerier . . ”
Da jeg så udtrykket “usunde kvindekulturer” troede jeg lige, at Reinicke omsider indrømmede, at der også er visse kvinder, der bærer sig dårligt ad og er urimelige over for mænd. Men nej. Bogens gennemgående linje – at kvinder aldrig gør noget som helst urimeligt over for mænd – er intakt. “Usunde kvindekulturer” har ikke noget at gøre med falske anmeldelser, med bitch-adfærd, med hustruer der ødelægger ders mænds liv med evigt brok, eller kvinder i Statsforvaltnigen der nærmest af princip behandler mænd dårligt.

S. 199: ” . . . vigtigt at fokusere på, hvordan der allerede i skolealderen sker en dannelses- og normaliseringsproces af de traditionelle og stereotype kønsroller. ”
Det er ikke sandt. Hvor drenge traditionelt var kvinder overlegne i visse fag i skolen, klarer drenge sig nu generelt dårligere i skolen end tidligere, og de får lavere karakterer end piger. Skolen, som den er i dag, er mere indrettet til pigers væremåde end drenges.
Kønsroller er ikke bare roller, men nedarvede mønstre, og der er intet belæg for at der er tale om stereotyper, som bliver til ved skolens påvirkning.

S. 200: “Her kan det bemærkes, at den nye pædagoguddannelse har fået et nyt modul: Køn, seksualitet og mangfoldighed. Sådan et emne burde være lige så obligatorisk som matermatik og dansk i skolen.”
Det lyder gruopvækkende. Skal feminister nu have lov at indoktrinere værgeløse børn i skolen til politisk korrekthed?

S. 201: “”MeToo-bevægelsen har tydeligt indikeret, at sexismen er til stede overalt i smfundet og begrænser særligt kvinder i hele deres liv.”
Hvad menes med “indikeret”? I hvert fald har MeToo ikke vist noget som helst, for nogle af anklagerne har vist sig at være falske, og det er umuligt at vide, hvor mange andre anklager der er falske, især da mange beretninger er anonyme. Jeg ser snarere MeToo-bevægelsen som en slags vor tids MacCarthyisme. Mon ikke også amerikanere i 1950´erne i MacCarthy tiden hævdede at “kommunismen er til stede overalt i samfundet” ?

Anmeldelse af Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene

 

Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene. Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed. 215 pp. Gyldendal.

Forfatteren beskriver sig selv som fjerdegenerationsfraskilt – dvs. hun er selv skilt, hendes mor blev skilt, både hendes farmor og hendes mormor blev skilt, og hendes oldemor blev også skilt. Alligevel skriver hun: “Den lykkelige kærlighed er noget, vi alle sammen drømmer om og leder efter. . .” og “Jeg har skrevet denne bog for at forstå, hvordan jeg som fjerdegenerationsfraskilt kan have en intakt idé om, at jeg lever livet med den mand, som er min eneste ene.” . . Hun taler om “det overodnede mønster : At kærlighed og den stærke forbindelse til den eneste ene viser sig i enkeltsituationer, hvis vigtighed er formet af en lang kulturhistorie. At denne historie selvfølgelig lægger sig som et lag oven på biologiske og hormonelle kendsgerninger, mener jeg er uomtvisteligt. Det er bare ikke forholdet mellem biologi og kultur, men forholdet mellem det liv, jeg (vi) lever, og de kulturelle idealer, jeg har forsøgt at sige noget om i denne bog.”

Bogen er derfor et række nedslag i den europæiske historie, fra antkkens Grækenland og frem, hvor hvert nedslag handler om kulturens forhold til kærligheden i den periode. Vi hører om en kristen mand der vælger livet som eneboer i ørkenen, hvor han viser “kompromisløs og forelsket hengivelse”  til Gud, og oplever en bevidsthedsudvidelse. Det ses som en forløber for vor tids ideer om forelskelse, og her har forfatteren muligvis ret.

Men i næste kapitel hører vi om middelalderen, og her bliver den tråd lige netop IKKE taget op. Det er ellers sådan, at sidst i 1000-tallet begyndte teologerne i pavestaten i Rom at se behovet for en tilsvarende hengivelse i ægteskabet – ægteskabet skulle ikke blot være et praktisk arrangement for husholdning og børneavl, det skulle også være en åndelig forening mellem mand og kvinde. Dette kræver, at manden og kvinden elsker hinanden, og derfor fastsatte teologerne i begyndelsen af 1100-tallet, at folk skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Hverken faderen eller herremanden eller nogen anden måtte tvinge unge til at gifte sig mod deres vilje. Hvis det kom til en strid om dette, kunne de unge bringe striden for den kanoniske (kirkelige) ret, og få medhold. Dette galdt helt frem til reformationen. Det har jeg nærmere beskrevet i kapitel 5 i bogen “Fire myter om patriarkatet”. Men det får Baunvig lige netop ikke fat i – hun påstår tværtimod, at “Hverken i landsbyen, købstaden eller på herresæderne kunne giftemodne mennesker altså vælge deres fremtidige ægtemand eller hustru på egen hånd.” Det er en udbredt opfattelse, men den er altså ikke sand.

Hun skriver om, at dyrkelsen af “Den Eneste Ene”  dukker op med 1100-tallets trubadurer i Sydfrankrig. Det er en dyrkelse, som stort set altid ender i stor ulykke. “De unge mænd synes at have overført deres loyalitetskodeks fra riddertjenesten og sværger i historierne kvinderne ubrydelig troskab.” Her sker der lidt en sammenblanding af forskellige genrer. De første trubadurer var inspireret af den religion, der i 1100-tallet var den herskende i Sydfrankrig, nemlig katharismen. I katharernes tro er jordelivet ikke det egentlige. Det er ikke vigtigt, om de elskende får hinanden i jordelivet. Det afgørende er, om de får hinanden i livet efter døden, for det varer evigt. Den åndelige forening her i jordelivet garanterer at de to får hinanden i den åndelige verden efter døden. Set i det lys ender historierne lykkeligt – trods store vanskeligheder får de hinanden til sidst, hvor til sidst altså vil sige: efter døden. Det er et væsentligt aspekt for at forstå dyrkelsen af de mange historier, hvor de elskende dør. Men det aspekt har Baunvig ikke fat i.

Jeg er således ikke imponeret over den grad af viden, Baunvig lægger for dagen. Teksten er velskrevet, causerende og underholdende, og hun berører mange vigtige ting i det kulturhistoriske forløb; men der er ikke nogen håndfaste beviser for hvilke strømninger der fører videre til hvilke andre strømninger – det er måske heller ikke muligt. Det betyder bare, at der postuleres nogle sammenhænge, som ofte postuleres, men som måske ikke holder stik alligevel.

Om 1500-tallet hører vi, at man “stadig var påfaldende uinteresseret i forelskelser før brylluppet”. Det passer ikke helt. Der var meget diskussion i 1400-, 1500- og 1600-tallet om unge mennesker skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Nogle var for det, andre imod det. Det er ikke det samme som at man var “påfaldende uinteresseret”.

Når vi når til 1700-tallet, får vi at vide, at vi er “nået til det tidspunkt i historien, hvor forelskelsen koloniserede ægteskabet”. Det er delvis rigtigt, men kun delvis. Som sagt – forelskelsen har haft betydning hele vejen igennem.

Her står vi ved en diskussion om betydningen af biologi versus betydningen af kultur. Som biolog tror jeg, at dispositionen for at kunne blive forelsket er nedlagt i os som en del af vores natur – det vil i hvert fald have en oplagt biologisk funktion. Forelskelse indebærer jo også nogle biokemiske ændringer i vores krop. Jeg kan derfor ikke tro, at forelskelse udelukkende, eller hovedsagelig, er noget som produceres af kulturen. Nogle kulturer kan undertrykke eller tillade forelskelse mere end andre; men jeg tror ikke at de skaber den.

Lidt i samme boldgade kan man diskutere begrebet om den eneste ene. Her er Baunvig forbløffende negativ. I sidste kapitel skriver hun: “Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en historie om stor, livslang, lykkelige kærlighed . . . Jeg kan hverken finde en sådan historie i den virkelige eller i fiktionens verden. ” Det er meget mærkeligt for mig at læse. Mine forældre levede i livslang kærlighed og nåede at være gift i 65 år. Ingen i familien, hverken på fars eller mors side, blev gift. Og de fleste af mine fætre og kusiner er også i livslange ægteskaber.

Faktisk er der mange mennesker, der finder Den Eneste Ene. Det har jeg omtalt nærmere side 116-119 i min bog fra 2013: “Alfahan eller tøffelthelt”. Her citerer jeg den amerikanske bog “Love at first sight”.  Den redegør for en undersøgelse, hvor det viser sig, at 36 % af alle kvinder og 40 % af alle mænd har oplevet kærlighed ved første blik. Det førte næsten altid til, at de forelskede dannede par. I gennemsnit lever 17 % af alle amerikanere i et livslangt ægteskab med Den Eneste Ene.  Så det er temmelig mærkeligt, at Baunvig ikke kan finde et eneste eksempel på noget, som overgår 17 % af alle mennesker i vores kulturkreds.

Jeg har også en bemærkning om hendes omtale af 1900-tallet. Her omtaler hun både 1950´ernes kernefamilieidyl og 1970´ernes hedonister og hippier. Fremstillingen er nærmest sådan lidt la-la: Det går lidt den ene vej, og lidt den anden vej. Skilsmissetallene går ned op op. I mine øjne ser det helt anderledes ud. Der skete et fundamentalt jordskælv i forholdet mellem kønnene ved den seksuelle revolution omkring 1970. Jeg har en figur i min bog “To køn – tre sandheder” fra 2004 (på bogens side 367), der viser hvor voldsom og pludselig en ændring der skete i 1970-71 i skilsmissetallene. I samme bog har jeg også en figur (på bogens side 379) om familiernes / husholdningernes størrelse fra år 1700 til år 1991. I år 1700 var den gennemsnitlige størrelse af en husholdning på lidt over 4 personer – og det tal har været konstant i hele vores del af Europa så langt det kan følges tilbage, dvs.tilbage til 800-tallet. Men fra omkring 1900 skete et langsomt, gravis fald i den gennemsnitlige familiestørrelse, som så pludselig tipper over og bliver til et foldsomt fald omkring 1971. Det vil sige, at det der skete med den seksuelle revolution i 1970-71, er den største omvæltning i familiemønsteret i de sidste mere end tusind år!

Denne omvæltning er en af de vigtigste grunde til, at jeg overhovedet har engageret mig i forholdet mellem kønnene. Der skete gode og dårlige ting omkring 1970; men feministerne nægter at gøre op med de dårlige ting, og derfor er jeg i en stadig kamp med feministerne om de ting, der gik galt dengang. Den problemstilling kan man ikke rigtig se fra Baunvigs synsvinkel.

Som sagt, bogen er meget velskrevet, og den berører mange vigtige nedslagspunkter i kulturhistorien. Men den forbliver temmelig overfladisk; den fastholder nogle udbredte misforståelser i stedet for at gå mere i dybden med hvordan det faktisk forholdt sig. Jeg finder sympati for forfatterens ærinde – at forstå hvor forelskelsen og drømmen om Den Eneste Ene kommer fra. Det væsentligste ved bogen er at selv det, at den giver udtryk for den drøm. Men jeg tror ikke at læseren bliver ret meget klogere.

Anmeldelse af Mette Korsgaard (2018): Min uimodståelige mand

Mette Korsgaard udgav d. 8. marts 2018 “Min uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister. 223 pp. Gyldendal.
Bogen finder kønsdiskrimination, hvor der ingen er.
Bogen blev omtalt i mit indlæg i Berlingske d. 18./3, under overksriften METTE KORSGAARDS BOG ER PROPFYLDT MED FEJL.
Herunder bringer jeg en udvidet udgave af indlægget i Berlingske, med tilføjelse af kildehenvisninger.

BOG FINDER KØNSDISKRIMINATION, HVOR DER INGEN ER
Journalist og dokumentarfilmskaber Mette Korsgaard har lige fået udgivet en bog om forholdet mellem kønnene, Min Uimodståelige Mand. Den handler om hvordan kvinder i dagens samfund stadig underkues. Der henvises til “fakta” og “videnskabelige undersøgelser” og oplysninger fra kønsforskere, som om det var solidt underbygget; men tag ikke fejl – det er det langtfra.
Lad mig slå ned på tre punkter, hvor Korsgaard viser sin begrænsede og ensidige faglige indsigt.
For det første: Korsgaard skriver at mænds og kvinders hjerner ikke er synderligt forskellige; hvis man har en hjernescanning, kan man ikke derudfra se personens køn. Hun henviser til en afhandling af Daphna Joel m.fl. (Korsgaard har stavet hendes navn forkert) som viser, at med en bestemt analysemetode er der meget få hjerner, som entydigt viser et bestemt køn. Hun glemmer bare at nævne, at hele fire afhandlinger (her, her, her og her) dokumenterer at Joels analysemetode ikke fungerer. Hvis man f.eks. brugte same metode til at analysere fotos af ansigter, ville man næppe heller kunne kende forskel på kønnene.
Desuden forbigås det, at det sted i hjernen, hvor kønsidentiteten sidder (den præoptiske nucleus), er mænd og kvinders hjerner næsten 100 % forskellige.
For det andet: Hun omtaler en amerikansk undersøgelse af musikeres optagelsesprøver til symfoni-orkestre. Læseren må forstå teksten sådan, at når musikerne aflægger prøve bag et forhæng, så bedømmerne ikke kan se hvad køn de har, stiger kvinders chance for at blive antaget fra 5 % til 30 %. Den påstand er dog helt usand. Faktisk kan undersøgelsens data ikke dokumentere nogen diskrimination mod kvinder overhovedet. Jeg har selv omtalt samme undersøgelse af orkestermusikere i en bog fra 2015 (Humaniora- videnskab eller varm luft, s. 356-359). Her giver jeg den en nøje behandling over 2½ sider og påviser, at der ikke er noget hold i påstanden om diskrimination.
Mette Korsgaard fortsætter igennem sin bog med ensidige påstande om generel diskrimination mod kvinder. Vi hører om at 127 professorer fik tilsendt fiktive jobansøgninger med enten et mands- eller et kvindenavn. Resultat: Når det var et kvindenavn, blev ansøgningen vurderet mere negativt. Derimod nævner Korsgaard f.eks. ikke en lidt senere undersøgelse med væsentligt flere forsøgspersoner, hvor konklusionen blev den stik modsatte. Korsgaard nævner heller ikke en metaundersøgelse af 106 sådanne forsøg, der i gennemsnit viser nul tendens. Hun forbigår også det allervigtigste, nemlig at når det gælder ansøgninger til videnskabelige stillinger i det virkelige liv, så giver et kvindenavn på skrivelsen en lidt bedre chance end et mandenavn, i Danmark så vel som i udlandet.
Oven i købet har man lavet forsøg i Australien, hvor man har fjernet angivelser af køn og race i alle ansøgninger til stillinger i Australian Public Service. Det viste sig, at derved fik kvinder og aboriginer en nedsat chance for at få stillingerne. Angivelse af navn giver altså positiv diskrimination af disse grupper, ikke negativ diskrimination. Så man opgav den kønsneutrale praksis igen, for at få færre hvide mænd ansat.
Om pigers og drenges skolepræstationer i matematik får vi at vide, at pigerne nu er blevet bedre til matematik og har overhalet drengene. Det er forkert. Begge køn er blevet dårligere til matematik, men faldet er størst for drengene.
“Mænd slår børn ihjel otte gange så ofte som kvinder”, får vi at vide. De data jeg kan finde, viser at de to køn er lige grufulde på dette punkt, eller at mænds overvægt i statistikken er moderat. Men her, som så mange andre steder i bogen, er der ingen brugbare referencer, så man har ikke mulighed for at tjekke hvor Korsgaard har sine oplysninger fra.
Jeg kunne nævne mange flere fejl i bogen. Når man vælger så ensidigt som Korsgaard gør, så kan man “bevise”  hvad som helst. Bogen har i det hele taget ikke den videnskabelige tyngde, som den foregiver. Hun henviser f.eks. mange gange til en hjerneforsker ved Aarhus Universitet, som hun har talt med. Han er nu faktisk cand. mag. i dramaturgi, og han er ansat på Institut for Kommunikation og Kultur, der er herostratisk berømt (Koldau-sagen) for kun at acceptere én politisk korrekt holdning. “Hjerneforskeren” påstår at kønshormoner har minimal indflydelse på kønnet adfærd (hvilket er ganske usandt). Vi får omtalt forskning i piger der i fosterlivet blev udsat for unormale mængder testosteron. Men fremstillingen er fejlagtig, og konklusionen af denne forskning bliver nærmest vendt til det modsatte af hvad den faktisk viser.
Retfærdigvis må nævnes, at Korsgaard også – kort – omtaler nogle af de særlige problemer, der i vore dage rammer mandskønnet. Men sagen er, at mere feminisme ikke gavner mænd – feminisme giver f.eks. højere skilsmisserate, hvilket rammer mænd kraftigere end kvinder. Mænd der går ind på kvinders præmisser og tager en stor tørn i hjemmet, har forøget risiko for at blive skilt. Kvinderne strømmer ind til storbyerne og studerer kunsthistorie og går på café, mens mænd i overtal sidder tilbage i Udkantsdanmark og har det dårligt. Korsgaard nævner det problem – tak for det – men siger at hun ikke kan se nogen løsning.